Passion. Energi. Mod. Det kræves der, når du skal starte en virksomhed. Du har en god idé til en virksomhed, du er begyndt at formulere en plan, og du har en potentiel kundekreds i tankerne. Så er du (næsten) klar til at springe ud i det – du mangler bare et navn.
Et godt firmanavn er indbegrebet af dit brand. Det skal være let at huske. Det skal minde dine ansatte om, hvorfor I gør det, I gør.
Du kan betale reklamebureauer i dyre domme for at finde et navn, der er nyt og moderne, brancherelevant, mindeværdigt og ikke et registreret varemærke. Men din virksomhed er stadig i opstartsfasen, og du har andre prioriteter … så prøv at se, om du ikke selv kan blive inspireret.
Her i artiklen kan du læse 18 tips til at få en idé til et godt firmanavn.
- Brug akronymer
- Lav mash-ups
- Få inspiration fra mytologien og litteraturen
- Brug ord på andre sprog
- Brug dit eget navn
- Se på et kort
- Vælg en blanding
- Bliv partner med et andet firma
- Udnyt kaldenavne/kælenavne
- Brug et symbol
- Gør det beskrivende
- Brug latin
- Se på dit produkt fra en anden vinkel
- Brug forkortelser
- Leg med stavningen
- Fortæl din historie
- Tal om det, du tror på
- Vælg et ord fra en ordbog
1. Brug akronymer
Det er populært at navngive en virksomhed med initialer. Mange store virksomheder bruger akronymer i stedet for deres fulde navn – det er lettere at huske. Tænk fx på DR (Danmarks Radio) eller DSB (Danske Statsbaner). Så hvis dit firma hedder Carlsens Autolakering og Service, kan du overveje at bruge CAS.
2. Lav mash-ups
Hvis du er klar til at være rigtigt kreativ, kan man få fantastiske idéer til firmanavne ved at lave et mash-up. Tænk på to-tre ord, der betyder noget for dig og din virksomhed. Kan de kombineres, helt eller delvist? Velkendte eksempler herpå kunne være TripAdvisor, Evernote (notesbog, sammensat af “forever” og “note”) og Netflix (“internet” og “flicks”, som betyder ‘film’). Et navn som “SalatGo” viser, at dit spisested specialiserer sig i salater to go… Hurtigt og nemt.
3. Få inspiration fra mytologien og litteraturen
Nike er et af verdens mest ikoniske brands… Og i græsk mytologi er Nike sejrens gudinde. Andre velkendte firmaer som Oracle, Hermés og Mars har også navne fra græsk mytologi. Hvis du overvejer, hvordan du kan navngive din virksomhed med inspiration fra mytologien, anbefaler vi, at du laver noget research for at se, om der er en mytologisk figur, som er relevant for din virksomhed.
Måske kan du flette ‘Bakkus’ ind i dit navn, hvis du har en vinhandel? Eller lad os sige, at du snart lancerer et makeup-brand – måske kan du finde inspiration i Afrodite, skønhedens gudinde.
4. Brug ord på andre sprog
Du kan også finde på fantasifulde idéer til firmanavne ved at bruge ord fra andre sprog. Det kan give et mere eksotisk og spændende udtryk, og måske husker potentielle kunder nemmere dit navn. En frisørsalon kunne hedde noget fransk, eller en tebutik kan hedde noget japansk.

5. Brug dit eget navn
Det er din virksomhed – hvorfor ikke bruge dit eget navn? Mange velkendte brands er opkaldt efter ophavsmændene, fx Ben & Jerry’s is (efterBen Cohen og Jerry Greenfield) eller Boeing (efter grundlæggeren William Boeing).
6. Se på et kort
Bliv inspireret af din globus. Du har sikkert hørt om Amazon, internethandlens mastodont? Amazon er opkaldt efter amazonasfloden.
7. Vælg en blanding
Prøv at blande idé 5 og 6 – kan du kombinere en del af dit navn med en del af en by ligesom grundlæggeren af IKEA, Ingvar Kamprad? Han blandede sit navn med sin hjemby, Elmtaryd Agunnaryd.
8. Bliv partner med et andet firma
Hvis du vælger at blive partner med en anden entreprenør eller fusionerer med et andet firma, kan du overveje at blande to navne til et nyt. Da Twentieth Century Pictures og Fox Film Corporation fusionerede, blev de til 20th Century Fox.

9. Udnyt kaldenavne/kælenavne
Er du blevet kaldt “Daller” hele dit liv? Brug det i dit firmanavn for at sætte et personligt præg. Eller brug dit barns navn eller kælenavn for at give firmanavnet et personligt (og virkningsfuldt) præg. Mercedes er faktisk opkaldt efter grundlæggerens datter.
10. Brug et symbol
En anden måde at lave et firmanavn på er at hente inspiration i et symbol eller et vigtigt element fra dit arbejde. Et navn som Naturol afspejler virksomhedens identitet og er let at huske. (Hvilket er win-win for små virksomheder)
11. Gør det beskrivende
Hvilke ord beskriver din virksomhed bedst? Skriv alle bud ned, og visualiser, hvordan ordene kan passe på dit nye logo eller banner. Tænk på 7-Eleven. Navnet i sig selv fortæller det måske vigtigste kendetegn ved kæden, nemlig at de har åbent fra 7-23 hver dag.
12. Brug latin
Har du haft latin i skolen og tænkt, at det var spild af tid? Hvad nu, hvis du kunne bruge din viden derfra til at finde på et stærkt firmanavn? Mange gode idéer til virksomhedsnavne kommer fra latin, såsom Volvo (“jeg ruller”) eller Acer (“skarp”, “ivrig”). Vælg et ord på latin, som repræsenterer din virksomhed, som f.eks. Luxus til en butik, der forhandler luksusprodukter, eller Sanus til en helsekostbutik.

13. Se på dit produkt fra en anden vinkel
Tag et skridt tilbage og se, om dit produkt minder dig om noget andet. Måske har du lige startet en kosmetikvirksomhed, og du har bemærket, at dine makeuppaletter ligner blomster. Hvorfor ikke bruge det i et firmanavn?
14. Brug forkortelser
Et godt firmanavn bør ikke være for langt. Hvis der er et ord eller en sætning, der betyder noget særligt for dig, kan du overveje at bruge en del af den som firmanavn. Firmanavnet Cisco er eksempelvis inspireret af San Francisco, hvor firmaet blev grundlagt.
15. Leg med stavningen
Fjern eller tilføj er bogstav, som ændrer stavningen i et velkendt ord, så firmanavnet springer mere i øjnene. Flickr og Tumblr har eksempelvis fjernet et “e” i deres navne, så navnene bliver kortere og mere iøjnefaldende. Du kan også vælge et ord, der er vigtigt for din virksomhed, og opfinde en ny stavemåde til det, ligesom sportsmærket Reebok blev inspireret af “rhebok”, der er en afrikansk antilope.
16. Fortæl din historie
Når du navngiver din virksomhed, har du en fantastisk mulighed for at fortælle din virksomheds historie. Hvis din virksomhed har en god baggrundshistorie, kan du fortælle den via dit virksomhedsnavn. Virgin (“jomfru”) fik sit navn for at signalere, at firmaet var nyt i branchen.

17. Tal om det, du tror på
Brug dit firmanavn til at minde dig selv (og dine ansatte og kunder) om, hvad du tror på. Et firma som “Nomad” leder øjeblikkeligt tankerne hen på rejser og eventyr.
18. Vælg et ord fra en ordbog
Hvis du har læst listen igennem, og du stadig er i tvivl om, hvad du skal kalde din virksomhed, hvorfor så ikke gøre som Twitter og vælge et tilfældigt ord i ordbogen?

Hvad sker der nu?
Når du har valgt det perfekte firmanavn, kan du gå videre med det. Begynd med at sikre dig, at navnet er ledigt – det dur ikke at have samme navn som en konkurrent. Hvis dit firmanavn er unikt, kan du sikre dig et matchende domænenavn, lave en konto på Instagram og overveje at ansøge om at blive et registreret varemærke.
Og så begynder det sjove: Når du har givet virksomheden et navn, kan du promovere den med nogle simple markedsføringsmaterialer. Vis dit firmanavn frem på postkort, visitkort og meget andet. Sørg for, at dit logo og din skrifttype altid er det samme for at skabe en kundeoplevelse, som understøtter dit brand fra start til slut.